Stråhatte er det smukkeste landskab på turen

Jeg rejser ofte på tværs af landet i den nordlige og sydlige del af landet.

I det rejsende tog kan jeg altid godt lide at sidde ved vinduet i toget og se på landskabet uden for vinduet.I de store marker i moderlandet, fra tid til anden at se iført stråhatte hårdt landbrug landmænd figur flash.

Jeg ved, disse flash-stråhatte er det smukkeste landskab på turen.

Hver gang jeg ser stråhatten på hovedet af de bondebrødre, føler jeg en slags uforklarlig bevægelse.Da jeg var ung, plejede jeg at gå med stråhat mange gange, mens jeg græssede på de smukke marker i min hjemby.

I august 2001 gik jeg for at se mindehallen for 1. august-opstanden i Nanchang.I det østlige hjørne af anden sal i udstillingslokalet er der adskillige martyrer, der engang blev båret med hår sort stråhat.Disse stråhatte fortæller mig i stilhed deres herres loyalitet over for revolutionen.

Da jeg så disse velkendte stråhatte, blev mit sind stærkt chokeret.For før dette har jeg aldrig overvejet forholdet mellem stråhatte og den kinesiske revolution.

Disse stråhatte minder mig om den kinesiske revolutionære historie.

På den lange vej i marts, hvor mange soldater fra den Røde Hær iført stråhatte kæmpede mod Xiangjiang-floden, krydsede Jinsha-floden, greb Luding-broen, krydsede snebjerget, hvor mange stråhatte fra ofrene til hovedet på ofrene og gik i gang med en ny runde af revolutionær rejse.

Det er denne almindelige og usædvanlige stråhat, tilføjet til styrken og tykkelsen af ​​historien om den kinesiske revolution, blev en smuk naturlinje, blev også en blinkende regnbue på den lange marts!

Nu om dage er de mennesker, der bruger stråhatte mest, selvfølgelig landmænd, dem der står over for løss med ryggen mod himlen.De arbejder hårdt på det store land, sår håb og høster det materielle fundament, der understøtter opbygningen af ​​moderlandet.Og kan sende dem et spor af cool, er stråhat.

Og at nævne stråhatten er at nævne min far.

Min far var en normal studerende i 1950'erne af forrige århundrede.Efter at have gået ud af skolen, steg han op på den tre fod lange platform og skrev sin ungdom med kridt.

Men i disse særlige år blev min far nægtet retten til at indtage podiet.Så han tog sin gamle stråhat på og gik ud på markerne i sin hjemby for at arbejde hårdt.

På det tidspunkt var min mor bekymret for, at min far ikke ville klare det.Hans far smilede altid og rystede sin stråhat i hånden: "Mine forfædre har haft en stråhat på, nu har jeg også en stråhat på, i livet er der ingen hård.Desuden er jeg sikker på, at alt vil være i orden.”

Der gik ganske vist ikke længe før min far tog den hellige platform igen.Fra da af var der i min fars klasse altid et emne om stråhatte.

Nu, efter pensioneringen, har min far stråhat på, hver gang han går ud.Efter hjemkomsten slår han altid støvet af sin stråhat, inden han hænger den på væggen.